Velkommen i Kalvehave Kirke

Sogneblad:

På denne side finder du links til Sogneblade:

Fuld historie fra sognebladet nr. 4:

Spredte træk af livet i en landsbypræstegård.

Udpluk af artikel af C.H. Langebæk om sognepræst og provst Carl Nielsen ansat i Kalvehave Sogn fra 6. september 1833 til 29. november 1881.

De var begge meget unge, meget lykkelige og meget glade og tilfredse, da de i 1827 flyttede ind i en lille gammel lejlighed fra Chr. IVs dage i Hoppens Længe i Nyboder.

Han var cand. theol. Og overlærer ved søetaternes pigeskole i  Nyboder og hed Carl Nielsen, føde den 1. juli 1805 på Frederiksberg slot. Hun hed Eleonore Jacobine Amalie Holm, født 23. april 1807 på Christianshavn.

Allerede i 1830 fik han et sognekald i Sørbymagle og Kirkerup i Vestsjælland.

En søndag, da præsten og hans kone var i kirke, kom der ridende til sognet en kongelig lakaj, der spurgte efter præstegården. Her måtte han vente til præsten kom hjem og afleverede så et budskab fra kongen, Frederik VI, der anmodede præsten om snarest at komme til København, da kongen ønskede at tale med ham.

Den næste morgen tog præsten og hans kone af sted og nåede om aftenen til ”Sorte Hest Kro”, hvor de overnattede. Den følgende morgen tog præsten til Christiansborg slot og blev modtaget af kongen med spørgsmålet: ”Vil du være præst i Kalvehave?” Jo, det ville han da gerne. ”ja, men hvorfor har du så ikke søgt det? Jeg sagde til din fader, at du skulle søge det, og du plejer jo at være en lydig søn!” ”Ja, men jeg synes, at jeg er alt for ung til at søge så stort et kald!” ”Nå,” sagde kongen, ”sæt dig nu ned og skriv en ansøgning, så går det nok!”

Præsten satte sig ned ved kongens skrivebord, og på kongens papir skrev han ganske kort sin ansøgning. Kongen tog den, lagde den ovenpå de andre ansøgninger til det ledige embede og skrev med blyant tværs over den: bevilget.

Allerede samme dag rejste præsten og hans kone til deres hjem, og det varede ikke længe, førend der kom en meddelelse om, at han var blevet sognepræst i Kalvehave sogn, hvor præstegården ligger i Langebæk, og der var han sognepræst i nærved 50 år og blev snart provst i det ene og noget senere tillige i naboherredet.

Den gamle præstegård var meget gammel – 2-300 år – og var udvidet adskillige gange, således at den med sine mange tilbygninger var fuld af krinkelkroge og lignede en hel labyrint.

Præstefolkene fik efterhånden 8 sønner og 3 døtre, og de levede her et frit og muntert liv i en dejlig egn med skov og strand, og mange historier er der om deres liv og færden.

En dag havde drengene fundet på, at de skulle springe over et ret bredt blomsterbed, og det gjaldt jo om at komme over uden at ødelægge blomsterne, og de sprang lystigt til. En af dem var kommet meget fint og meget langt over og vendte sig triumferende om til de andre og sagde: ” Det kalder jeg fanden edeme’ godt sprunget!”.  ”Ja det var det,” sagde faderen, den ærværdige provst, der uset var kommet til, ”men er det absolut nødvendigt at pointere det så kraftigt?”

Ved juletid havde provsten et år ladet lave et pænt ovalt mahognibord, som han ville forære sin kone i julegave. Det kom i god tid fra snedkeren og blev sat i et af udhusene. To af drengene fik en ide! Den ene , der var lidt kunstnerisk anlagt, skulle tegne provstindens initialer midt på bordet, og den anden, der var mere praktisk, skulle slå søm med store gule hoveder ned i navnetrækket. Juleaften kom, og bordet blev båret ind.  Det var flot! De gule søm skinnede over den fine blankpolerede plade. – Provsten, der nok var klar over, hvem der var mester for det flotte arrangement, sagde til de pågældende drenge: ”ja, kære børn, det er pænt gjort, og I skal have tak for den kærlige tanke, der ligger bag jeres arbejde, men det hører nu ikke rigtig til på en sådan plade, så vi må hellere lade snedkeren trække sømmene ud og udbedre pladen, men I skal endnu engang have tak, fordi I ville glæde jeres morder!” Det var den måde, han talte til sine børn på, og børnene elskede ham og respekterede ham i højeste grad.

Provsten var en meget ”gemen og berygtet” mand, som landboerne udtalte sig, og det betød i deres mund, at han var jævn i sin fremtræden og havde et godt ”lov” blandt mennesker.

Provstinden var velbegavet, - men ikke særlig kundskabsrig, da hun praktisk talt næsten aldrig havde gået i skole. Hendes begavelse hjalp hende dog let gennem livet. I et brev til en af sønnerne, der studerede i København, skrev hun: ”Nu kan jeg ikke skrive mere i dag, for Sidsel kommer nu, og jeg skal give hende undervisning i ortografi (retskrivning)”. (Det var just ortografien, det skortede på hos provstinden).

Om formiddagen gik provsteparret ofte en tur gennem landsbyen og snakkede med sognebørnene, som fra begge sider kom ud til vejen for at få råd for både det ene og det andet, og provstinden manglede aldrig svar.

Om aftenen gik de gennem præsteskoven langs med den pludrende møllebæk for at se solen gå ned over markerne.

Den gamle provst var en meget blid og tålmodig mand, og efter en diskussion sagde han som regel: ”Vi får nu se, hvad det skal blive til!”

Det var to gamle, men stadig meget lykkelige mennesker, der i 1882 forlod det gamle hjem, hvor de havde levet et meget indholdsrigt liv. Det må have været en vemodig dag for dem, at bryde op efter i næsten 50 år at have været trofast knyttet til den gamle præstegård.

Copyright © 2012   Kalvehave Kirke   All Rights Reserved

De flyttede til Nyborg og boede hos deres yngste datter i to år, og som de trofast havde fulgtes ad i livet, således fulgtes de også i døden i året 1884 og blev begravet på Kalvehave kirkegård.

Da provstinden døde 1. juli 1884, spurgte en af sønnerne sin fader; om det faldt ham meget tungt, og han svarede: ”ja, min søn, men jeg har lovet moder, at jeg snart ville komme til hende.” Og det gjorde han, idet han døde den 2. december samme år.